Volunteer Camping

Volunteer Camping

Volunteer Camping er et overnatningsområde for frivillige på Roskilde Festival. Området udgøres af de grønne arealer omkring Darup Idrætscenter i den vestlige ende af festivalpladsen. 

Volunteer Camping åbner lørdag 17. juni kl. 12.00. 
 

find vej her med google maps

Book adgang til Volunteer Camping

Overnatning i Volunteer Camping er gratis for alle frivillige på Roskilde Festival. For at få plads på området skal du tilvælge det som overnatningsprodukt i People. 

Når du er logget ind i People, skal du gå til din profilside. I højre side skal du finde overskriften ”Produkter, der kan tilvælges” og klikke på knappen ”Bestil/Order Volunteer Camping” ud fra produktet Volunteer Camping.

Området fyldes efter princippet om først-til-mølle. 
 

Bemærk no-show fee: Booker man en plads, men bruger den ikke uden at afmelde sig igen, skal man betale et ’no show’-gebyr på 500 kr. Det gør vi for at sikre, at så mange som muligt får glæde af området. Første gang du går ind på området gennem en adgangskontrol, vil det blive registreret i systemet, at du har gjort brug af din reserverede plads.

  

Husk at afmelde, hvis du fortryder din booking​

Da området har begrænset kapacitet, kan det ske, at der bliver fuldt booket. Derfor er det vigtigt, at du kun tilvælger produktet, såfremt du vil overnatte på området. Hvis du fortryder din booking, skal du huske at foretage en afbestilling i People, så en anden frivillige kan få glæde af din plads. Vi har ingen venteliste, din afbestilling vil blot frigive din plads i People.

 

Adgang til området

Området åbner lørdag den 17 juni kl. 12.00. Adgang til området vil foregå ved scanning af dit chiparmbånd, så inden du ankommer til Volunteer Camping, skal du forbi check-in på Handelsskolen, indgang ved Maglegårdsvej, og hente dit armbånd. 

​​Check-in på Handelsskolen åbner d. 17 juni klokken 11.30. Hverdage er der åbent fra kl 10-19 og weekender fra 10-16. Tidlig check-in har åbent fra torsdag 8. juni til lørdag 17. juni. Husk at have check-in-kort og ID klar ved ankomst.

​Adgang for frivilliges børn​

Børn mellem 0 og 14 år skal være ifølge med en voksen, og deres rettigheder er som den voksne, de er ifølge med. Har den voksne adgang til Volunteer Camping, så har barnet det også. 

 

Regler på området

Der skal være plads til alle på Volunteer Camping. Området er indrettet med henblik på, at frivillige skal have mulighed for at sove før og efter vagter, så der skal være ro på området. Derfor må der ikke holdes fester, spilles høj musik eller på anden måde være støjende adfærd. 

Det er kun muligt at overnatte i telt på området. Det er ikke tilladt at lave camps, opsætte pavil­loner og telte med opholdsrum eller at medbringe byggematerialer, møbler el.lign. Følg altid vejled­ninger og eventuelle henstillinger fra værterne på området. Bemærk, at du ikke kan medbringe gæster på området, der ikke har adgang igennem deres armbånd.​

 

Udvis hensyn

Området er til daglig en sportsplads, som vi har fået lov til at låne, mens der er Roskilde Festival. Vis hensyn over for dem, der normalt bruger bold­banerne ved at passe på arealerne og ved at sikre, at du tager alle dine ting med dig, når du skal hjem. Husk især teltpløkker, som giver grimme skader, hvis de efterlades i græsset. Der må selvfølgelig ikke graves huller i boldbanerne, og cykling på selve campingområderne frarådes. 

 

Hjælp med at holde området rent

Alle opfordres til at hjælpe hinanden med at holde området rent. Benyt skraldespande og containere i området, eller spørg en af serviceværterne efter skraldeposer. Til affaldssortering benyt sorteringsstationen placeret ved områdets hovedindgang fra Darupvej (Port 23A).

Når du forlader campingområdet efter endt festival, skal du tage alt med dig hjem eller aflevere dette i de dertil indrettede skraldespande, containere eller genbrugsstation. Er du i tvivl om hvor de forskellige containere er, så spørg en af serviceværterne i området.​

 

Badeforhold

På Volunteer Camping kan du få et varmt bad. De varme bade finder du i idrætscentrets hovedbyg­ning, hvor det også vil være muligt at købe mad og drikke.

 

Adgang til Volunteer Camping, hvis du ikke skal overnatte


Opgaveløsning på området

Du skal kun booke overnatningsproduktet, hvis du vil overnatte på Volunteer Camping. Hvis du skal arbejde på Volunteer Camping-området, skal du tage fat i din leder, som får tildelt adgang til dig. 
 

Opgaveløsning efter festivalen

Ved ankomst til Volunteer Camping efter festivalen, får du påsat et papirarmbånd i porten/receptionen. Booking af produktet er derfor ikke nødvendigt. 

Sociale aktiviteter og varme bade

​Volunteer Camping er et overnatningsområde for frivillige og skal derfor være roligt hele tiden. Frivillige, der gerne vil mødes med hinanden, henvises at mødes andre steder, f.eks. I Volunteers' Village eller i vores Volunteer Hubs. 

Vil du gerne gøre brug af badefaciliteterne, og overnatter du ikke i Volunteer Camping, henviser vi til badene ved Volunteers' Village, de to Volunteer Hubs samt festivalens øvrige badefaciliteter

Senest opdateret den 10. maj 2023